Hop til indholdet.

Drupal CMS til DR

Vi har designet et nyt CMS til DR’s onlinejournalister og -redaktører. Vi har anvendt en brugercentreret designproces med stor inddragelse af brugerne undervejs.

Usable Machine har designet brugeroplevelsen til det nye DR CMS.

DR er ved at udvikle et nyt CMS til deres online-redaktører og -journalister, og Usable Machine har stået for designet. Målet var, at gøre systemet brugervenligt, intuitivt og samtidig effektivt. Resultatet er en kombination af standard Drupal 7 og specialdesignede elementer, der passer specifikt til brugernes behov.

Projektet startede med en række brugerfokuserede workshops, hvor vi udviklede personas og scenarier i samarbejde med et hold fra DR, der bestod af slutbrugere, programmører og produktchefer. Personas hjalp os med at få en klar og fælles forståelse af de forskellige brugertyper og deres behov - lige fra nybegyndere til eksperter - og scenarierne hjalp os til at forstå deres typiske arbejdsgange i detaljer.

Både personas og scenarier blev prioriteret, så vi kunne fokusere designet til de vigtigste brugere og brugssituationer.

Efter brugeranalysen blev designet til igennem en iterativ proces, hvor vi i samarbejde med teamet fra DR gik fra skitser til wireframes og til sidst - en interaktiv prototype.

Der blev desuden gennemført en brugertest med 12 potentielle slutbrugere fra DR. Brugertesten afslørede hvilke funktioner, der fungerede godt, og hvilke der skulle rettes til. Efter testen blev prototypen færdiggjort og afleveret til udviklingsteamet.

Når det nye CMS bliver taget i brug, vil Usable Machine evaluere dets brugervenlighed og effektivitet i praksis ved at gennemføre observationsstudier med de faktiske slutbrugere.